Vores viden om indvandrernes sundhed og helbred er så ringe, at det risikerer at skabe en helt ny sundhedsmæssig underklasse. Sådan lyder advarslen fra en af Danmarks førende forskere i etniske minoriteters sundhed, professor Allan Krasnik fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
- Vi mangler i høj grad viden om sundhed og sygdom balndt indvandrere i Danmark. Derfor er det glædeligt, at det er lykkedes at igangsætte en stor undersøgelse, som blandt andet tager højde for de sproglige barrierer. Med den som grundlag bliver det lettere fremover at sikre indvandrerne adgang til forebyggelse og sundhedstilbud på lige fod med den øvrige danske befolkning, siger Allan Krasnik.
Undersøgelsen, der skal basere sig på interviews med 8.500 menesker fra 18 til 66 år, vil give et mere nuanceret billede af hver enkelt indvandrergruppe. Og det kan blive særdeles nyttigt, mener projektkoordinator John Singhammer, Center for Folkesundhed i Region Midtjylland.
- Den nye viden bliver et godt grundlag for at planlægge og målrette sundhedsindsatser. Den vil gøre det muligt at identificere de grupper, hvor der er behov for særlige indsatser og dermed styrke arbejdet for større social lighed i sundhed, siger han.