Tosprogede børn taler ikke lige så godt dansk som deres legekammerater, når de skal lege navneleg den første dag i børnehaven.
Det viser en såkaldt sprogscreening fra Århus kommune, skriver MetroXpress. Her er 590 børn fra indvandrerhjem blevet sprogtestet, inden de skal begynde i bønehave, og kun 25,6 procent af dem taler et alderssvarende dansk. Kommunernes Landsforening vil nu sprogscreene børnene allerede i tre-årsalderen.
- Vi er nødt til at fange problemerne tidligt, så børnene kan blive stimuleret sprogligt og er parate, når de starter i skolen. Ellers kan de ikke lære alle de andre fag, og så fastholdes de i en negativ social spiral, hvor de ikke får en uddannelse, siger Henrik Larsen, formand for KLs Børne- og Kulturudvalg til MetroXpress.
Der findes ikke landsdækkende tal, men en sprogscreening fra Albertslund viser, at kun 20 procent af 112 tosprogede børn taler godt nok dansk.