Selvom hendes forældre er tyrkere, vil femårige Nur helst tale dansk hele tiden.
Og det er Nurs mor, Rukiye Yavuz, rigtig glad for. For hende er det meget vigtigt, at datteren kan tale og forstå det sprog, som vennerne fra Ishøj, taler sammen.
»Vi lever i Danmark nu, og hvis hun skal klare sig i skolen og i samfundet, er det meget vigtigt, at hun taler sproget. Så min mand og jeg har gjort meget ud af at lære hende dansk, selvom vi taler tyrkisk med hinanden,« siger Rukiye Yavuz.
Fremgang på fem år
Derfor glæder det hende også, at datterens børnehave Tvillingehuset i Ishøj det seneste år blandt andet ved at læse meget højt for de små har sat fokus på børnenes sproglige udvikling.
Og generelt har landets kommuner øget indsatsen for at lære tosprogede børn mellem tre og fem år at tale bedre dansk. . Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Pædagogiske konsulenter fra kommuner over hele Danmark er i 2002 og nu igen i 2008 blevet bedt om at vurdere, hvor gode kommunerne er til at 'sprogstimulere' tosprogede småbørn.
67 procent af konsulenterne mener, at det lykkes bedre i dag end for fem år siden at lære børnene dansk, dels fordi samarbejdet med deres forældre er blevet bedre, og dels fordi pædagogerne ude på institutionerne er bedre rustet til opgaven i dag end for fem år siden.
Efteruddan pædagoger
I Ishøj, hvor tyrkiske Nur og hendes mor bor, har kommunen netop satset massivt på at efteruddanne pædagoger til at vide, hvornår det enkelte barn har brug for at lege ordlege, få læst op af Halfdan Rasmussens ABC eller noget helt tredje.
»Det seneste år har minimum to pædagoger fra hver institution været på et 37 timers kursus, og nu er det medhjælpernes tur. Vi tager det meget alvorligt, at børnene lærer dansk, så de kan klare sig, når de skal begynde i skolen,« siger pædagogisk konsulent i Ishøj Kommune Helle Kirud.
Fokus på sproget
73 procent af de pædagogiske konsulenter mener, at daginstitutionerne er blevet dygtigere til at lære to-sprogede børn dansk end for fem år siden
49 procent mener, at kommunerne er blevet bedre til at indskole to-sprogede børn.
48 procent mener, at samarbejdet med forældrene er forbedret. Kilde: Danmarks Evalueringsinstitut