Indvandrerbørn opdrages til danskerhad
Arabisk tv kører for fuld knald hos mange danske familier med arabisk baggrund. Det mærker især pædagoger, der oplever hadske udmeldinger fra børnene.

• Arabiske børn lærer at hade Danmark

»Israelerne og Bush er rigtig væmmelige og onde. Når jeg bliver stor, vil jeg trampe dem på hovedet.«

Ordene kommer fra en fire-årig pige i en børnehave på Nørrebro.

Flere institutioner fortæller om lignende oplevelser, mens andre børnehaver ikke kan genkende det.

En børnehaveleder fortæller, om en lille dreng der i sidste uge sagde:

»Danskerne er rigtig dumme. De hader alle arabere og vil slå os ihjel. Men så skyder jeg dem bare først.«

Børnene fortæller i flere tilfælde, at de har hørt det i fjernsynet. De fleste danske familier med arabisk baggrund kan via satellit se over 400 arabiske kanaler.

»De religiøse og ekstremistiske kanaler er ret populære,« siger Fatih El-Abed, formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening.

»Mange børn bliver placeret foran arabisk fjernsyn, fordi forældrene gerne vil have, at de lærer sproget,« siger Fatih El-Abed.

Han påpeger, at forældrene ofte ikke er klar over, hvad børnene risikerer at lære af de arabiske børneprogrammer.

Naser Khader, formand for Ny Alliance, kender personligt til problemet med børnehavebørn, der nedkalder forbandelser over danskere, jøder og amerikanere.

»Konsekvensen er, at børnene vokser op med hadske budskaber. Hvem ved, hvordan de så bliver som voksne,« spørger han.

Mentalt i Mellemøsten

Det er ikke kun børnene, der påvirkes negativt af arabisk fjernsyn.

»Mange familier ser kun arabiske og religiøse kanaler. Det betyder, at mange mentalt er i Mellemøsten, selv om de bor i Danmark,« siger Naser Khader.

Det nikker Fatih El-Abed genkendende til.

»Mange får et forvrænget billede af virkeligheden. Det skyldes i høj grad, at de aldrig ser dansk tv og læser danske aviser, men kun får deres informationer og nyheder fra arabiske kanaler. De opfatter derfor Danmark som fjenden, selv om de bor her,« siger han.

Arabisk tv er dog ikke kun militante, islamistiske budskaber. Der er masser af vestlig underholdning også.

»Seertallene for arabisk X Factor og andre underholdningsprogrammer overstiger langt de religiøse kanalers seertal – også i Danmark,« siger Fatih El-Abed.

faktaboks

Der findes over 400 forskellige kanaler, der sender tv på arabisk

En del kanaler er meget religiøse og militante, for eksempel kanalen Al-Aqsa, der ejes af terrororganisationen Hamas.

Men mange flere kanaler sender film, underholdning og reality-shows. Den arabiske version af X Factor er for tiden ekstremt populær.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.