Industriens produktion faldt i juni med 1,8 procent i forhold til måneden før. Det skuffer iagttagere, der ellers lige var blevet opmuntret af fine tal for dansk eksport.
Men de nye industrital viser, at dansk økonomi fortsat er i noget af et dødvande.
- Den optimisme, som gårsdagens eksporttal gav anledning til, er blevet mindsket betydeligt med dagens tal for industrien, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
Han ser med de nye tal en betydelig risiko for, at det danske bruttonationalprodukt er faldet fra første til andet kvartal.
- Dansk økonomi balancerer på kanten af recession, siger Steen Bocian.
Økonomerne vil dog endnu ikke helt overgive sig til det negative. Der er kommet en del blandede tal, og de dårlige tal for industriens produktion passer for eksempel ikke med de konjunkturmålinger, der bliver foretaget i industrien.
Årsagen til de dårlige industrital skal især findes i eurokrisen, der går ud over nogle af de markeder, der aftager danske varer.
Men også de høje omkostninger i dansk industri kan være med til at forklare de svage tal.
- Det høje omkostningsniveau med et højt lønniveau i spidsen er en betydelig udfordring, siger Steen Bocian.
I Dansk Erhverv kobler man tilbagegangen til et lavere tempo i Tysklands økonomi i andet kvartal. Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv, mener desuden, at en del af faldet i industriens produktion de senere år kan være af permanent karakter.
- Mange virksomheder har drejet nøglen om, og andre har brugt krisen til at outsource virksomhedens produktion til lande med lavere omkostninger, siger han.
/ritzau/