Da en spøgelsesbillist natten til søndag dræbte fire personer på motorvejen, mistede to brødre på fire og seks år deres mor og far.
Ulykken har ramt beboerne i børnenes hjemby, Føns på Fyn, hårdt. Derfor har lokalsamfundet startet en indsamling af penge, som de to drenge vil kunne bruge senere i livet.
- Nu er drengene jo ret små. Men vi vil godt på sigt kunne vise dem, at der er rigtig mange mennesker, der tænker på dem i denne her situation, siger en af initiativtagerne til indsamlingen, Mette Getz til Radioavisen.
Selv om indsamlingen officielt først begynder i dag, er pengene allerede begynde at tikke ind på kontoen. Ved daggry var 20.000 kroner sat ind på drengenes konto.
- Det er folk fra hele landet, som ønsker alt godt for de efterladte, der sender penge. De er glade for at gøre en forskel. Det har været fuldstændig overvældende, siger Mette Getz.
Indsamlingen foregår over internetsiden www.foens.dk