102 passagerer forsvandt sporløst, da et indonesisk fly nytårsdag forsvandt på sin rute fra Java til Sulawesi. Deres skæbne kan måske snart blive kendt, efter at det amerikanske fartøj USNS Mary Sears torsdag offentliggjorde, at det måske havde fundet flyvraget øst for Sulawesis vestkyst. Det skriver BBC torsdag.
Det amerikanske fartøj opsamlede signaler, som blev udsendt på den samme frekvens som flyets sorte bokse, og kunne også konstatere masser af vragdele spredt ud over havbunden.
Hvis der er tale om de sorte bokse fra det forulykkede fly, kan årsagen til flystyrtet fastslås, eftersom de indeholder oplysninger om flykommunikation og instrumentdata i de sidste minutter før styrtet.