Man siger, at tiden læger alle sår. Men i Indonesien er såret i statskassen så dybt, at den tidligere diktator, Suharto, nu sagsøges for de otte milliarder kroner, som statsanklageren mener, at Suharto forsynede sig med under sit 32 år lange styre.
- Vi vil bare have pengene tilbage. De kan bruges til at udvikle vores land, siger anklager Dachamer Munthe til AP.
Den nu 86-årige Suharto blev væltet i 1998 efter den økonomiske nedtur i Sydøstasien og omfattende demonstrationer og uroligheder i Indonesien. Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer stod Suharto i spidsen for et af de mest brutale styrer i sidste århundrede, og han har angiveligt ansvaret for mordene på op mod en million indonesere, især i forbindelse med angreb på kommunister i 1960 erne og i under konflikten på Østtimor.
Ifølge statsanklageren kanaliserede Suharto de mange millioner over på sine egne konti via den indonesiske centralbank og en særlig fond. Fonden skulle finansiere uddannelsesprogrammer men blev angiveligt brugt på luksus til Suharto og hans familie.