Opdateret kl. 06:31
Myndighederne i Indonesien har afbrudt internetforbindelsen i provinserne Papua og West Papua. Det sker i et forsøg på at dæmme op for uroligheder i området.
Urolighederne er blevet udløst af, at demonstranter fra Papua på øen Java angiveligt er blevet udsat for en hårdhændet behandling af myndighederne.
Talsmand for ministeriet for kommunikations- og informationsteknologi Ferdinandus Setu fortæller torsdag, at internetforbindelsen har været afbrudt i de to provinser siden onsdag.
Forbindelsen vil være lukket, "indtil situationen er blevet normal igen", siger han.
Politiet har sendt 1200 ekstra betjente til tre distrikter i West Papua, hvor størstedelen af volden har fundet sted i denne uge. Yderligere har militæret sendt 300 soldater til området.
Det oplyste en anden regeringstalsmand Muhammad Iqbal onsdag.
Under de seneste uroligheder satte demonstranter ifølge politiet ild til et marked og flere regeringsbygninger i byen Fakfak onsdag. Dog insisterede myndighederne på, at situationen var under kontrol.
Der har hidtil ikke været nogen rapporter om omkomne i løbet af de seneste dages til tider voldelige uroligheder.
To dage tidligere - mandag - satte demonstranter ild til en sektion af et statsligt fængsel i byen Sorong. Ildspåsættelsen affødte et fangeoprør, der førte til, at mindst 258 indsatte flygtede.
I alt har tusindvis af mennesker været på gaden under denne uges demonstrationer. Det sker som en reaktion på, at myndighederne fredag i sidste uge slog hårdt ned på studerende fra Papua i provinsen Østjava.
De studerende kræver selvstændighed for Papua-provinsen.
Rettighedsorganisationer har kritiseret politiet for det, de kalder en hårdhændet behandling af demonstranterne fra Papua.
Betjente tiltvang sig tilsyneladende adgang til de studerendes kollegie i byen Surabaya og tilbageholdt kortvarigt adskillige studerende for angiveligt at have vanhelliget et indonesisk flag.
De studerende fra Papua hævder, at de blev udsat for hårdhændet behandling og racistiske verbale overgreb af betjentene.
Indonesiske sikkerhedsstyrker har de seneste måneder intensiveret deres aktioner i Papua. Det sker, efter at separatistiske oprørere dræbte over 20 vejarbejdere i december.
Separatister har kæmpet for Papua-provinsens uafhængighed siden 1960'erne.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa