Nordsjælland eller Nordjylland.
Ordene minder om hinanden, men tag ikke fejl. Taler vi indkomster, er de to landsdele hinandens modpoler.
Nordsjælland topper listen med en gennemsnitsløn på 310.000 kroner, mens hver nordjyde må tage til takke med 50.000 kroner mindre - nemlig 260.000 kroner om året.
Det viser løntal fra 2008, som netop er kommet fra Danmarks Statistik.
Og ser man nærmere på Nordsjælland topper lønningerne ikke overraskende i Gentofte med 461.421 kroner i gennemsnit om året, efterfulgt af Rudersdal og Hørsholm. Og netop Hørsholm gør sig faktisk kedeligt bemærket i statistikken.
Kommunens borgere har nemlig lidt mest under finanskrisen. Hver familie måtte i 2008 i gennemsnit skære syv procent af indkomsten svarende til 54.000 kroner. Men også folk i andre af de nordsjællandske kommuner har tabt betydelige beløb.
De store fald skyldes hovedsagelig den store aktienedtur og deraf faldende kursgevinster.
Statistikken afslører også, at forskellene mellem mænd og kvinder rent indkomstmæssigt er blevet en smule mindre.
I 2008 steg mændenes indkomst 0,3 procent til 319.000 kroner, mens kvindernes indkomst steg 3,4 procent til 239.400 kroner
Forskellen på mænds og kvinders indkomst skyldes bl.a., at mænd i gennemsnit har længere arbejdstid end kvinder. Herudover er der flere kvindelige pensionister, fordi kvinder har en længere levetid end mænd.
Gennemsnitslønnen for alle i Danmark lå for øvrigt sidste år på 287.500 kroner. 41.000 af os tjener over én million kroner om året.
Mapicture har på baggrund af tallene fra Danmarks Statistik lavet et dynamisk kort, der viser indkomstfordelingen i de forskellige kommuner.
Mapicture har med udgangspunkt i Danmarks Statistiks tal lavet et dynamisk kort, der bl.a. afslører:
Man topper indkomstmæssigt mellem 40 og 49 år
Mænd får klart mest i løn, men der er mindre forskel på mænd og kvinders indkomster i kommuner med lave indkomster
Mænd i Hørsholm i alderen 60-65 år har i gennemsnit en løn på 1 mio. kr.
Mænd i alderen 45-49 år i Gentofte har en gennemsnitlig løn på ca. 1 mio. kr.
Kerteminde skiller sig ud ved, at mænd i alderen 25-29 år har den højeste gennemsnitlige løn
Kvinder i alderen 30-34 år på Ærø er de eneste, der tjener mere end mænd (sammen med kvinder i alderen 70-74 år på Fanø)