Læger er en akut mangelvare på sygehuse de fleste steder i landet, og derfor bliver jagten nu sat ind for at få læger helt fra Indien til Danmark.
Det siger Carl Holst (V) formand i den kommende Region Syddanmark.
»Lægemanglen er overalt i Danmark, så derfor skal alle regionerne hente læger i udlandet. Tidligere ledte vi i Østeuropa efter læger, men da vi ikke kan finde flere der, er vi gået videre til Indien. De indiske læger er veluddannede og taler godt engelsk, og det er et godt udgangspunkt for senere at lære dansk,« siger Carl Holst til DNY.
I løbet af kort tid vil regionerne gå i gang med at indrykke annoncer i indiske aviser for at tiltrække landets læger til Danmark. Det foreløbige mål er 25-50 læger.
»Det skal vi gøre i samarbejde med de store hospitaler, så kvaliteten af lægerne er i orden,« siger Carl Holst, der understreger, at lægerne i første omgang ikke vil komme til at have en direkte sproglig kontakt med patienterne. Derfor skal de indiske læger fungere som laboratorielæger, narkoselæger eller røntgenlæger.