Indiens regering skrotter den paragraf i forfatningen, som giver Kashmir en særlig status i form af autonomi.
Formålet med at fratage Kashmir den særlige status er at integrere det urolige område med muslimsk flertal i det øvrige Indien, hedder det.
Både Indien og Pakistan gør krav på hele regionen Kashmir. Mandagens skridt kan indvarsle nye spændinger mellem de to lande.
Det var indenrigsminister Amit Shah, som fortalte parlamentet, at paragraf 370, der giver Kashmir en særlig status, vil udgå.
Paragraffen har hidtil forhindret indere - og her i særlig grad hinduer - i at bosætte sig i delstaten Jammu og Kashmir. Det vil kunne ske nu.
Det har premierminister Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti længe slået på.
Politiske ledere i Indien har advaret mod at fjerne Kashmirs autonomi, fordi de frygter, at det vil kunne føre til uroligheder.
Nyhedsbureauet AP skriver mandag, at den indiske hær siden midnat har øget sit beredskab i Jammu og Kashmir.
Der er opført barrikader af metal og trukket pigtråd hen over veje i hovedbyen Srinagar for at stoppe den frie trafik mellem bydele.
Samtidig forbyder myndighederne offentlige møder og demonstrationer, og alle skoler har fået besked om at holde lukket.
De rettigheder, som den indiske del af Kashmir har, blev givet, inden Indien i 1947 blev oprettet som et uafhængigt land.
Der findes også en region i Pakistan under navnet Kashmir. Både Indien og Pakistan gør krav på hele Kashmir. Det er en strid, der har medvirket til flere krige.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters