Indien skal slet ikke nyde noget af at få besøg af et hold topjurister fra Danmark, som gerne vil gøde olie på de oprørte vande og venligt forklare, hvorfor man ikke kan udlevere den terroranklagede dansker Niels Holck til retsforfølgelse.
Ifølge Hindustan Times vil det foreslåede danske besøg være ligegyldig propaganda, lyder det.
- Det danske tilbud vil være en øvelse i tomhed og dobbeltmoral, og det vil ikke tjene noget formål i forhold til Indiens bestræbelser på at få Holck udleveret, siger en kilde i det indiske indenrigsministerium.
- Vi har smidt dette tilbud i skraldespanden, tilføjer kilden ifølge Hindustan Times.
Meldingen kommer midt i en diplomatisk krise mellem Indien og Danmark.
I sidste uge skrev den indiske avis The Telegraph, at indiske myndigheder har strammet grebet om visumansøgninger fra Danmark.
Det afviste det danske udenrigsministerium, som ikke har kunnet konstatere, at hverken turister, ngo'er eller erhvervslivet skulle være ramt.
Det stemmer dog ikke overens med meldingen fra hjælpeorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, som oplever, at det er blevet sværere at komme ind i Indien.
Derfor har de været nødsaget til midlertidigt at stoppe organisationens frivillige engagement i Indien og henvise deres såkaldte volontører til andre destinationer.
Danmark straffes angiveligt for ikke at have prøvet udleveringsafvisningen af den danske statsborger Niels Holck ved Højesteret.
Sidste sommer sagde både by- og landsret nej til at udlevere Niels Holck til strafforfølgning i Indien, og hos Rigsadvokaten mente man ikke, at sagen var så principiel, at man skulle forsøge at få den for Højesteret.
Inderne betragter Niels Holck som terrorist, fordi han i 1995 var med til at kaste våben ned til oprørere i en indisk delstat tilbage. Derfor kræver de ham udleveret til retsforfølgelse.
/ritzau/