Fire mænd er blevet henrettet for en gruppevoldtægt og drabet på en studerende i Indien i 2012.
Det rapporterer BBC natten til fredag dansk tid.
Sagen vakte dengang international opsigt og udløste store folkelige protester på grund af dens brutalitet.
Offeret for voldtægten, den 23-årige kvindelige studerende Jyoti Singh, døde, to uger efter at mændene havde angrebet og voldtaget hende på skift i en bus i New Delhi i december 2012.
Mændene torturerede den unge kvinde med en jernstang, mens bussen kørte rundt i gaderne i den indiske hovedstad. Singh blev kastet ud fra bussen efter 45 minutter med omfattende indre kvæstelser.
Hun døde af sine kvæstelser 13 dage senere på et hospital i Singapore.
- Vores datter har endelig fået retfærdighed. Jeg takker retsvæsenet og regeringen, siger Jyoti Singhs mor, Asha Devi, efter henrettelserne ifølge nyhedsbureauet dpa.
Seks mænd blev dømt skyldige i overgrebet. En af dem begik selvmord i fængslet, mens en anden blev løsladt efter at have tilbragt tre år i et ungdomsfængsel.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Mændene blev i 2013 dømt til døden ved hængning, og i 2017 stadfæstede Indiens højesteret dommen. Siden blev henrettelserne dog gang på gang udskudt.
I 2017 kaldte kvindeaktivisten Ranjana Kumari stadfæstelsen en historisk dom.
- Dommen sender et historisk budskab til alle, der begår vold mod kvinder, om at de kan forvente den højeste straf i dette land, hvis de gør noget lignende, sagde hun til den indiske nyhedskanal NDTV ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Voldtægten fremkaldte dengang store protester og vrede i Indien, hvor vold og chikane af kvinder er et stort problem. Sagen satte globalt fokus på Indiens behandling af kvinder.
/ritzau/