Der er intern uenighed i oppositionen om, hvad en ny klimalov skal indeholde, hvis flertallet skifter ved det kommende valg. Det skriver Politiken mandag.
Socialdemokratiet vil have en lov, der forpligter en kommende regering til at gøre status og justere kursen hvert femte år.
SF ønsker en lov med forpligtende delmål for det samlede udslip af drivhusgasser hvert år.
- Der skal være et årligt klimabudget, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til Politiken.
- Hvis det overskrides – eller forventes overskredet – skal der være en juridisk forpligtelse til med det samme at iværksætte nye initiativer, der gør, at man hurtigt kommer tilbage på sporet.
- Vi har ikke tid til at vente 3, 4 eller 5 år på at korrigere kursen, hvis vores udslip af drivhusgasser er for højt; der skal handles med det samme.
Enhedslisten ønsker, at der gøres status over de danske reduktioner af drivhusgasser hvert andet år.
Hvis reduktionerne ikke går den rette vej, skal en klimalov forpligte den siddende regering til at fremlægge alternativer.
Alternativet vil også have en mere ambitiøs klimalov. Politisk leder Uffe Elbæk siger dog, at hans primære anke med Socialdemokratiets klimamål er, at det går for langsomt med reduktionen af udslippet af drivhusgasser.
Socialdemokratiet ønsker at reducere udslippet med 100 procent i 2050. Alternativet ønsker, at det skal ske i 2040.
De Radikale mener, at en klimalov bør indeholde krav til en reduktion på mere end 60 procent af drivhusgasser i 2030.
Hvis ikke det indgår i et regeringsgrundlag, vil politisk leder Morten Østergaard bruge sine mandater på at få den siddende regering ud af kontorerne, siger han til Ritzau:
- Vi kan kun bakke op om en ny regering, hvis den på klima-området er klar til at forpligte sig på et CO2-reduktionsmål i 2030. Vil man ikke det, kan man ikke få vores opbakning. Og så er vi imod - også aktivt.
- For os er der kun to veje: Enten bakker vi op ellers er vi imod.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.