Indflydelsesrige Gaga er nr. 9 i verden
Lady Gaga er blandt verdens 50 mest indflydelsesrige og innovative forretningsfolk. Foto: colourbox
Kun forretningsgiganter har mere indflydelse end Lady Gaga, fastslår ny top50-liste.

Hun er ikke bare sanger og mode-ikon, Lady Gaga er en af verdens mest indflydelsesrige personer.

Det skriver Vanity Fair, som har placeret superstjernen på en niendeplads over tidens mest nytænkende iværksættere.

Øverst på den såkaldte New Establishment List finder man sværvægtere som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg og mændene bag Google, Larry Page og Sergey Brin, og derefter repræsentanter fra Twitter, Apple, Amazon og Disney.

Men Lady Gaga har altså så meget gennemslagskraft, at hun hører hjemme i det imponerende selskab over forretningsverdens trendsættere og meningsdannere.

Derudover er hun listens højst placerede kvinde og samtidig den yngste. Det er andet år i træk, hun er med på listen.

Lady Gaga er dog ikke den eneste entertainer på listen. Længere nede finder man rapperen Jay-Z og sangeren Justin Timberlake. Harry Potter-forfatteren J.K Rowling og skuespilleren Ashton Kutcher er også vigtige nok.

Kilde: Vanity Fair