I stedet for at flytte produktionen til Indien, flytter stålfabrikken Valdemar Birn I Holstebro for en stund Indien til produktionen.
Otte indiske mænd skal hjælpe med at samle et nyt maleanlæg, der efterfølgende kan håndteres af dansk arbejdskraft, fortæller TV-MIDTVEST.
Tidligere har fabrikken ellers fået lakeret delene i udlandet.
- Her har vi den udenlandske arbejdskraft, men i en meget begrænset periode, så vi på den lange bane kan sikre den danske arbejdskraft, lyder det fra en glad og tilfreds Jens Vallentin Hansen, der er projektleder hos Valdemar Birn.
Arbejder ti timer i døgnet
Gæsterne fra Indien arbejder omkring 10 timer i døgnet seks dage om ugen for at få male-anlægget klar.
Målet er at kunne lave tyndere lakering, der samtidig holder bedre. Det kan indernes maskine. Til gengæld kan danskere håndtere maskinen, når den er færdig.
- Den store investering i Danmark gør vi lidt mindre ved at købe den et alternativt sted. Vi laver produktionen i Danmark, men lidt billigere. Til gengæld har vi råd til at beholde den arbejdskraft, der skal håndtere anlægget. På den måde skaber vi faste arbejdspladser i Danmark, forklarer han.
Maskinen er kommet hertil i bidder af 24 styk 40-fods containere. Det er planen, at den skal kunne køre de første test i maj måned.