Nyfødte indiske piger bliver kvalt ved fødslen eller begravet levende. Hver eneste dag.
En undersøgelse fra Unicef viste i sidste uge, at der hver eneste dag bliver født 7.000 færre piger i landet, end der burde i forhold til befolkningen.
Landets kvindeminister anslår nu over for Reuters, at 10 millioner indiske piger er blevet dræbt i løbet af de seneste 20 år.
»Det er chokerende tal, og det er en national krise, hvis du spørger mig. Hvem dræber dem? Deres egne forældre,« siger ministeren, Renuka Chowdhury, til Reuters.
Mange indiske familier vil hellere have drenge frem for piger, fordi pigerne belaster økonomien. Når de finder en mand, skal familien ofte betale en stor medgift. Samtidig kan mænd ofte tjene flere penge hjem til familien.
»I det øjeblik barnet bliver født og åbner sin mund for at skrige, så putter de sand i mund og næse, så hun kvæles og dør. De begraver dem levende i lerpotter. De putter tobak i munden på dem. De hænger dem med hovedet nedad som en buket blomster, der skal tørres,« siger Chowdhury til Reuters.
Ministeren mener, at bedre uddannelse er vejen til at forhindre de mange kvindedrab.
Siden 1991 har ulovlige ultralydsscanninger desuden vundet frem. Med scanningerne får familierne kønnet at vide på forhånd og får en abort frem for at dræbe det nyfødte barn, selvom det er ulovligt at scanne efter køn i Indien.