Man siger, at styrken sidder i håret. Og når det drejer sig om inderen Shailendra Roy, er der noget om sagen.
Tidligere på ugen trak Roy det berømte Darjeeling legetøjstog med sin meterlange hestehale. Inderen trak det 35 ton tunge tog ti meter i en jernkæde, der var bundet til hans hår.
- Det er en drøm, der bliver til virkelighed for mig. Jeg havde planlagt at trække toget 300 meter, men jernbane-folkene ville ikke tillade det, siger Shalendra Roy til BBC.
Lastbiler og busser
Shailendra Roy har tidligere trukket busser og lastbiler med sin hestehale, men nu vil den hårfagre inder sætte en ny rekort. Han har planer om at tage en flyvetur i helikopter - kun ophejst i sin hestehale.
Roy holder efter sigende sit hår stærkt ved hjælp af sennep, og han træner ved hver dag at trække tunge ting.