Indbyggerne i den østlige del af Danmark får ingen breve fredag.
Det skyldes, at flere end 200 medarbejdere på aftenholdet og natholdet på brevterminalen i Tåstrup har nedlagt arbejdet.
Det skriver dr.dk sent torsdag aften.
- Det er desværre en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, som vi er meget kede af og også noget overraskede over, siger Hans Erik Lindkvist, HR-chef i PostNord Danmark, til dr.dk.
Han har endnu ikke modtaget den officielle begrundelse for arbejdsnedlæggelsen, men fortæller, at han har hørt, at det kan skyldes utilfredshed med længden af medarbejdernes egenbetalte spisepause.
Samtidig er flere medarbejdere angiveligt også utilfredse med en rygeforbud, som blev indført på PostNord Danmarks matrikler fra 1. april.
Ifølge HR-chefen får arbejdsnedlæggelsen "betragtelige konsekvenser" for omfordelingen af breve fredag.
Hans Erik Lindkvist fortæller til dr.dk, at det gælder "breve, som kommer til Østdanmark, breve, som er afsendt fra Østdanmark, og også breve, som skulle fra øst til øst".
/ritzau/