Indbrudstyve kommer stadig sjældnere på besøg i de danske hjem, sommerhuse og virksomheder. Det viser en opgørelse fra erhvervsorganisationen for forsikringsselskaber og pensionskasser, Forsikring og Pension.
Til gengæld får tyvene stadig mere med i sækken fra hvert enkelt
indbrud. Det gennemsnitlige udbytte er nemlig steget med 6,9 procent
fra 2004 til 2005, og tendensen har fortsat været stigende i 2006, hvor
tyvene i gennemsnit render med værdier for 19.553 kroner.
I første halvår af 2006 var indbrudstyvene ude med brækjernet 23.417 gange, mens de i første halvår af 2005 lavede 25.876 indbrud.
»Tyvene har fået sværere arbejdsvilkår. Det er blevet mere udbredt med nabohjælp, hvor parcelhusejerne holder øje med hinandens huse, når folk eksempelvis er på juleferie. Samtidig tyder tallene på, at stadig flere tyve er gået over til en lovlig levevej med et almindeligt fast arbejde,« siger konsulent Allan Bo Christensen fra Forsikringsoplysningen til Forsikring og Pension.