En eller flere indbrudstyve var i går skyld i, at en labrador måtte aflives.
Det skriver mja.dk
Tyvene brød i løbet af i går ind på en landejendom syd for Ikast, hvor der blandt andet befandt sig to hunde.
Udover at stjæle forskellige ting fra huset havde tyvene også stukket den ene af hundene, en labrador, i halsen med en skarp genstand, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i Herning til netavisen.
Det var landejendommens 46-årige ejer, der selv fandt sin labrador i en tilbygning, hvor den lå i sit eget blod. Hunden var ikke død, men en tilkaldt dyrlæge vurderede, at hunden skulle aflives.
En gravhund, der også var i huset under indbruddet, slap helskindet fra det ubudne besøg.
Politiet oplyser, at de er i gang med efterforskningen. Indbruddet skulle være sket mellem 13.30 og 16.50 mandag eftermiddag.