For formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, er det en stor overraskelse, at han allerede på OL's første konkurrencedag skal hylde en dansk medaljevinder.
DIF's målsætning hedder i alt ti medaljer i Rio, men formanden havde bestemt ikke taget cykelrytteren Jakob Fuglsang ind i den kalkule.
- Det er helt vildt. Det var ikke en af dem, vi på forhånd havde regnet med. Jeg havde 25 medaljemuligheder på min liste, og der var Fuglsang ikke i blandt, siger Niels Nygaard foran sejrsskamlen på Copacabana.
Han mener, at Fuglsangs overraskende andenplads og dermed sølvmedalje kan give yderligere moral til etagerne med danske beboere i OL-byen.
- Det viser, at alt er muligt. Jeg ved godt, at Jakob Fuglsang er en fantastisk cykelrytter, og han har overrasket tidligere, men at få en medalje i dette selskab er vildt imponerende.
- Det gør, at andre outsidere, der måske ikke lige er oplagte medaljekandidater, kan se, at alt er muligt. Det er en fantastisk start for os, og det giver gejst i lejren til resten af OL, siger Niels Nygaard.
Jakob Fuglsang blev i det stærkt besatte landevejsløb kun besejret af belgieren Greg Van Avermaet, mens polske Rafal Majka blev sidste mand på podiet.
/ritzau/