En pakistansk præst, som i en fattig forstad til Karachi overgav en ung kristen pige til politiet på grund af blasfemi-anklager, siger nu, at han forsøgte at beskytte pigen mod en ophidset folkemængde.
Politiet har anholdt pigen, som menes at være handicappet med downs syndrom. Hun beskyldes for at have brændt papir, hvorpå der var skrevet vers fra koranen. Vrede muslimer har krævet hende straffet for blasfemi.
De strenge blasfemilove i Pakistan åbner for dødsdom for en person, der krænker islam.
Ifølge politiets oplysninger er pigen 16 år, men aktivister og naboer siger, at hun snarere er et sted mellem 10 og 13.
Imamen fra den lokale moské i Karachi-forstaden, Hafiz Khalid Chishti, insisterer på, at pigen var fuldt bevidst om, hvad hun foretog sig. Han siger, at han så tre eller fire muslimske kvinder angribe pigen efter episoden.
- Nogle kvinder slog hende og andre forsøgte at brække hendes arme, da jeg kom hende til undsætning, siger Chishti til AFP.
- Folk krævede, at hendes hus blev brændt ned, men jeg gik til politiet for at undgå en konfrontation, siger han.
Omkring 97 procent af Pakistans 180 millioner indbyggere er muslimer, og landets lille kristne mindretal har længe levet med diskrimination.
Pigen, der hedder Rimsha, blev anholdt i et fattigt kvarter i hovedstaden. Hun har tidligere sagt, at hun var i færd med at brænde husholdningsaffald, da nogle - det vides ikke hvem - trængte ind i hendes families hus og beskyldte pigen for at brænde sider af koranen.
Statslige medier berettede mandag, at præsident Asif Ali Zardari tager sagen meget alvorligt. Han har bedt indenrigsministeriet om at udarbejde en rapport om, hvad der er sket.
Regeringen i Islamabad er blevet kritiseret kraftigt i Vesten for ikke at have ændret landets omstridte blasfemilove.
/ritzau/AFP