Kanonerne var i dén grad rettet ud af båden, da tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) tirsdag tog plads i Statsløsekommissionens vidneskranke som den sidste i rækken af vidner.
Her sendte hun den ene bredside efter den anden af sted mod pressen, politikere, kommissionen selv og ikke mindst sit eget embedsværk i sagen om konventionsstridig behandling af statsløse i hendes ministertid.
Kommissionens udspørger, Poul Heidmann, havde sit hyr med at få stillet sine spørgsmål færdig, før Rønn Hornbech afbrød og selv begyndte at svare på spørgsmål, som end ikke var stillet.
Et eksempel blandt mange:
På spørgsmålet om, hvorvidt hun på noget tidspunkt har fortalt sin omverden, at fejlbehandlingen af statsløse skulle bunde i misforståelser mellem hende selv og embedsværket, lød svaret:
- Jeg synes, at jeg mistænkeliggøres i en grad, jeg ikke bryder mig om. Jeg er meget utilfreds med den måde, man spørger på (i kommissionen, red.). Jeg synes ikke, at jeg har den retssikkerhed, jeg har krav på.
Efter at være stillet spørgsmålet igen svarer hun:
- Det vil jeg ikke svare på. Jeg synes, vi er ude i nogle spekulationer om, at det skulle jeg ene mand have sørget for, at der ikke skulle ske fejl, siger hun.
Ifølge Birthe Rønn Hornbechs tidligere forklaring til kommissionen var hun af den opfattelse, at embedsværket behandlede de statsløses sager i henhold til konventionerne, efter at hun i august 2008 første gang fik besked om, at de i en årrække var blevet brudt.
Rønn Hornbech forklarede også, at hun først i november 2009 blev klar over, at der ikke er rettet ind efter konventionerne, selvom hun troede, at embedsfolkene havde gjort det.
Hun beskrev det hedengangne Integrationsministerium som "et hus smækfyldt med fejl", ligesom hun var klar i mælet, da hun skulle forklare, hvorfor hun på et samråd i 2011 - i statsløsesagens allersidste fase - ikke sagde, at hun selv havde vidst besked om konventionsbruddene allerede i 2008:
- Jeg var ikke så ærlig, at jeg sagde, at mine ansatte har sjosket rundt i det i tre år og ikke kan finde rundt i en cirkulæreskrivelse, lød det fra Rønn Hornbech.
/ritzau/