De strømmer til Spanien i synkeklare fiskerbåde. Tusindvis drukner hvert år på vejen til et liv på den absolutte sociale bund af det »det europæiske paradis«. Og næsten ingen europæere synes at bekymre sig synderligt om de mange afrikaneres skæbne.
Derfor har den spanske modeskaber Antonio Miro hyret nogle af de afrikanske immigranter som modeller til sit modeshow, mens de smadrede afrikaner-både blev brugt som dekoration.
Alene i 2006 kom der over 30.000 fattige afrikanere i land på de spanske kanariske øer. Det anslås, at omkring 6.000 i 2006 er druknet i forsøget på at krydse den korte strækning, der er mellem Afrika og øerne.
Miro siger ifølge BBC, at afrikanerne er blevet betalt for deres deltagelse i modeshowet, og at flere af dem er i gang med at søge arbejdstilladelse.
Men repræsentanter for de senegalesiske immigranter i Spanien kritiserer Miros brug af afrikanere og kalder den »uheldig«.
»Hver dag er der mødre, som græder over de sønner, der er druknet i havet. Mens overfyldte både synker, holder i fester,« sagde Abdulaye Konate, formand for den senegalesiske immigrantorganisation.