ANALYSE
Danmark har lige sagt farvel til landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Allerede ved næste folketingsvalg kan danskerne måske sige velkommen til nummer to. Nemlig Mette Frederiksen.
Socialdemokraternes hovedbestyrelse peger i dag på Mette Frederiksen som partiets nye formand efter Helle Thorning-Schmidt.
Og ligesom Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt har Mette Frederiksen den helt selvfølgelige ambition, at hun går efter statsministerposten. Det er simpelt hen kodet ind i enhver socialdemokratisk partileders DNA, at man skal helt til tops og gå efter ansvaret og indflydelsen som regeringsleder.
Det er lykkedes for de allerfleste. Dog ikke for Svend Auken og Mogens Lykketoft, der ellers fra barnsben var Aalborg-pigens store politiske idoler og rollemodeller. Fra Svend og Mogens, som Mette Frederiksen har været på fornavn, kindkys og mentorkurser hos, har Mette Frederiksen sin sociale indignation, sit internationale udsyn og jordbundethed. Og hun har tænkt sig at rette op på, at hendes to mentorer aldrig rykkede helt ind i statsministeriet.
Helle og Mette blev aldrig hjerteveninder
Da Helle Thorning-Schmidt blev formand for Socialdemokraterne tilbage i 2005, stemte Mette Frederiksen på Frank Jensen som partiformand. Og det er ikke nogen hemmelighed i det socialdemokratiske bagland, at Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt har taget deres brutale tvekampe om partiets politiske linje.
Hjerteveninder blev de aldrig, men de senere år har de fået, hvad kilder beskriver som et tåleligt og respektfuldt forhold til hinanden. Og når Helle Thorning-Schmidt går ud og anbefaler, at Mette Frederiksen skal overtage tronen, er det i en klar overbevisning om, at hun er rette kvinde på rette sted.
Tidligere har både Nick Hækkerup og Nicolai Wammen flirtet med tanken om at tage over efter Thorning, men de ambitioner har de skrottet i takt med, at Mette Frederiksens stjerne bare er vokset og vokset i det socialdemokratiske bagland.
Men selvom Mette Frederiksen nu kåres uden modkandidater til formandsposten, bliver det ikke nogen dans på socialdemokratiske roser for hende.
Skal Corydon bygge spagettitårne?
Først og fremmest skal hun nu lede en stor socialdemokratisk folketingsgruppe. For Mette Frederiksen kan de tunge ministerposter som først beskæftigelsesminister og siden justitsminister vise sig at være det rene barnemad sammenlignet med at skulle styre en 47 mand stor folketingsgruppe i opposition. Så er det sagt.
Som partileder må hun nu trække på al sin erfaring som beskæftigelsesminister, hvor hun gjorde op med meningsløse aktiveringskurser for ledige. Det duer jo ikke at sætte eks-finansminister Bjarne Corydon i gang med at bygge spagettitårne! Og hvem kan se eks-forsvarsminister Nicolai Wammen på et såkaldt pipfuglekursus?
Som noget af det første skal Mette Frederiksen konstituere folketingsgruppen, og her skal hun sætte en stribe eks-ministre med store egoer i meningsfuldt arbejde og få dem til at tro på, at de er tilbage i ministerkontorerne meget hurtigt. De vil være rastløse og utålmodige. Det gælder om, at få dem til at arbejde og gå i kødet på en ny Løkke-regering i stedet for i kødet på hinanden.
Nogle af eks-ministrene vil sikkert også forsvinde ret hurtigt, ligesom man så en Lykke Friis fra Venstre, der efter at have mistet en ministerpost, hurtigt fik topjob udenfor den politiske verden. Men det kan hun ikke regne med, og derfor skal der være meningsfuldt arbejde til en halv snes eks-ministre.
- Det bliver ikke nemt. Nogle af dem tror jo, at de er Gud selv, som en central socialdemokrat udtrykker det.
Sass kan blive ny gruppeformand
Allerede i næste uge skal der vælges ny gruppeformand og politisk ordfører, de to mest centrale poster, i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Her skal Mette Frederiksen ud i en balancekunst. Forventningen er, at Henrik Sass Larsen bliver en ny stærk gruppeformand. Allerede fredag var han ude og rose Mette Frederiksen.
- Hun kan det hele, lød skudsmålet fra Henrik Sass Larsen. Sass nyder stor respekt og har kontakter i alle kaffeklubber i partiet, og Mette Frederiksen har mindst af alt brug for, at en ny kaffekrig bryder ud mellem de tre kaffeklubber i folketingsgruppen.
Hvem der bliver ny politisk ordfører, gættes der på. Her kommer Mette Frederiksen også ud i en svær balancekunst som leder. Hun skal ikke tryne for mange eks-ministre, men når kabalen skal lægges mellem de tunge ordførerskaber, skal hun også tage hensyn til talentfulde gruppefæller, der har trukket det store læs, mens andre sad i ministerstolene. Som Folketingets største parti får Socialdemokraterne desuden formandsposter i en række store udvalg i Folketinget, og her kan hun for eksempel placere en Nick Hækkerup eller Magnus Heunicke både for at skabe ro men også for at give dem mundkurv på.
Både Maja Panduro og Leif Lahn Jensen skal også i spil til gode poster. Men der er også en Magnus Heunicke, Christine Antorini og Kirsten Brosbøl, der har forventninger om spændende ordførerskaber. Og dertil kommer at nyvalgte kræfter som Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye også skal have plads. Og hvad med tidligere SFere som Astrid Krag og Jesper Petersen, der også har fået kanonvalg? Hvad skal de lave?
Mette skal også gafle de unge
Når den svære kabale med at konstituere folketingsgruppen er gået op, skal hun for alvor i gang med andre store udfordringer.
De unge vælgere skal overbevises om, at Socialdemokraterne er fremtidens parti. Her skal den nye partileder ud at brande det klassiske arbejderparti som et moderne rødt og grønt parti, der ikke er til at komme udenom, uanset om man er murer, sygeplejerske eller djøffer. Får hun ikke gaflet de unge stemmer, vinder hun ikke næste valg.
De vælgere, der er gået til Dansk Folkeparti, skal hentes tilbage til Socialdemokraterne. Og her er forventningen, at hvis nogen kan gøre det, er det Mette Frederiksen på en øl-kasse. Hun kan nemlig tale deres sprog og komme med klokkeklare holdninger.
Men den 37-årige bachelor i Afrika-studier får svært ved at indfri alle de mørkerøde socialdemokraters forventninger. I sin ministertid er Mette Frederiksen også blevet klar over, at der er noget der hedder økonomisk ansvarlighed, og derfor bliver det ikke en gavebod i løfter, man vil høre fra hende. Det vil skuffe nogen. Omvendt vil det glæde de kræfter i partiet, der godt ved, at uden pragmatisme og et godt forhold til dansk erhvervsliv bliver det svært at vinde stemmer hen over midten.
Hammeren falder ved næste folketingsvalg
Internt i partiet vil Mette Frederiksen få det mere eller mindre, som hun vil have det helt frem til næste folketingsvalg.
Et nyt principprogram vil blive formuleret med hendes eget hjerteblod. Fra Aalborg til Lolland vil hun blive tilbedt af alle ildsjælene i partiet.
Men hammeren falder ved næste folketingsvalg. Så skal Mette slå Løkke. Og hun får brug for alle mand i folketingsgruppen for at kunne gøre det.
Derfor bliver lederskabet af netop ex-ministre og de unge boblere i partiet afgørende for, om hun bliver Danmarks anden kvindelige statsminister.