Stigende uro og konflikter har de seneste år hærget Badeanstalten Spanien. Siden sommer er det blevet så grelt, at badeanstalten har været nødt til at hyre vagter hver dag for at beskytte personalet, der er blevet overfuset, truet og chikaneret af gæster, blandt andet grupperinger af "unge med anden etnisk baggrund".
Det skriver B.T., der er i besiddelse af et svar fra Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Her fremgår det, at personalet har "oplevet episoder, hvor de er blevet truet, overfuset og chikaneret af badegæster". Episoderne opstår typisk, når gæster bliver bedt om at forlade bassinerne, ikke respekterer hygiejnereglerne, eller når der opstår uenigheder badegæsterne imellem.
Derfor har badeanstalten fra juni til slutningen af september været nødt til at have vagter til stede hver dag, og inden for det seneste halve år har politiet måttet tilkaldes tre gange.
Alene i juli og august har badeanstalten, der ejes af Aarhus Kommune, brugt 146.000 kroner på vagter. Penge, der er taget direkte fra svømmebadets budget.
Svaret fra Kultur og Borgerservice er givet på baggrund af spørgsmål fra byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen (DD), der ønsker hårdere konsekvenser for uromagerne. Han mener, de skal kunne bortvises fra svømmehallen, hvis de overskrider grænsen.
– Hvis man overfuser personalet, generer gæsterne eller politiet tilkaldes, så er det langt over grænsen, uddyber han til TV2 Østjylland.
Badeanstalten Spanien, der navnet til trods er beliggende i hjertet af Aarhus, skriver sig ind i en kedelig tendens, ifølge mediet Idrætsmonitor. Også DGI Huset i Vejle og en svømmehal i Nyborg har det seneste år været plaget af en gruppe unge ballademagere, der nægter at følge svømmehallens regler. I Nyborg endte det sidste forår med, at personalet måtte tilkalde politiet fire gange, mens en familiefar overfusede personalet og kom med trusler om vold.