En af Formel 1-seriens mest legendariske baner - britiske Silverstone - kan risikere at forsvinde fra den fornemme bilserie inden for få år.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den Britiske klub for Racerkørere (BDRC), der ejer banen, siger, at 2019 kan blive sidste år, hvor Silverstone lægger asfalt til det britiske grandprix.
BDRC har benyttet sig af en klausul i sin kontrakt, der betyder, at den har mulighed for at trække sig ud af Formel 1-samarbejdet fra 2019.
Ejeren forlanger nu en aftale, der sikrer bedre økonomiske vilkår, hvis Silverstone fortsat skal være en del af Formel 1-serien.
- Det er ikke længere økonomisk holdbart (at afholde grandprixet, red.). Ikke under de nuværende vilkår, lyder det fra BDRC.
Siden 1987 har hvert eneste britiske grandprix været kørt på Silverstone.
Sidste år fulgte omkring 140.000 tilskuere grandprixet, da britiske Lewis Hamilton (Mercedes) sikrede sig sin tredje sejr i træk på banen.
Og BDRC ønsker da også fortsat at være en del af Formel 1.
- Vi håber, at vi kan nå frem til en aftale, så vi kan sikre en økonomisk holdbar fremtid for det britiske grandprix på Silverstone.
Søndag bliver netop det britiske grandprix afholdt på Silverstone-banen.
Her skal britiske Lewis Hamilton forsøge at hale ind på tyske Sebastian Vettel (Ferrari), der lige nu fører den samlede VM-stilling med 20 point.
/ritzau/