"Nothing Compares 2 U"-sangerinden Sinéad O'Connor udsætter alle sine koncerter til 2022.
Det er ikke coronavirussen som tvinger den 53-årige Sinéad O'Connor til at udsætte koncerterne.
Det er en giftig cocktail af misbrug og psykiske problemer, som er årsagen.
I en serie af opslag skriver hun på Twitter til sine fans, at hun har haft seks meget traumatiske år - blandt andet har hun i år mistet en hun elsker.
- Det har påvirket mig så meget, at jeg kortvarigt blev afhængig af et andet stof end hash, skriver hun.
Hun undskylder mange gange overfor sine fans, og skriver at et af hendes fire børn har haft det dårligt, men nu har det godt.
Hun skriver også, at hun selv har brug for omsorg og fortæller, at hendes opvækst med traumer og misbrug, og hendes liv i musikbranchen, ikke har gjort livet nemmere for hende.
- Jeg kom direkte ind i musikbranchen, og lærte aldrig, hvordan man lever et normalt liv. Tog aldrig tiden til at hele ordentligt. Var heller ikke klar, skriver hun.
For fansene er der dog ikke kun dårligt nyt fra irske Sinéad O'Connor - eller Shuhada' Sadaqat, som hun hedder efter hun i 2018 konverterede til islam.
Hun skriver nemlig også, at hun ikke kun vender tilbage med en ny koncertturné, men også med et nyt album, som "sparker røv", mens det fortsat er planen, at der skal udkomme en selvbiografi til juni næste år.
"Nothing Compares 2 U" er oprindeligt skrevet af den nu afdøde amerikanske musiker Prince.
Sinéad O'Connor indspillede nummeret i 1990 og ramte toppen hitlisterne verden over.