Hvad stiller man op, hvis en udviklingshæmmet slår sig selv i hovedet uden at kunne forklare, hvad der er galt? Hvis en beboer bliver voldelig uden at sige hvorfor?
Hverdagens dilemmaer er mange på landets døgninstitutioner, hvor hver tredje ikke er uddannet til at håndtere beboerne.
Ud af 22.077 fuldtidsstillinger for socialpædagoger og omsorgs- og socialpædagogmedhjælpere, er 7.661 ufaglærte. Det viser tal fra Socialpædagogernes Landsforbund fra 2006. Hovedparten er ansat inden for handikapområdet, men døgninstitutionerne tæller også for eksempel både krisecentre, forsorgshjem og ungdomsinstitutioner.
Værdier er vigtigst
Ifølge næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund Marie Sonne skyldes de mange ufaglærte, at området har været ramt af besparelser, og at ufaglærte er billigere at ansætte.
»Det er et problem med så mange ufaglærte, fordi man med en uddannelse er langt bedre rustet i vanskelige situationer,« siger hun og mener, at der skal bedre uddannelse og efteruddannelse til.
Debatten om fagligheden blandt socialpædagoger er blusset op, efter et dokumentarprogram afslørede omsorgssvigt ved hjælp af skjult kamera på døgninstitutionen Strandvænget i Nyborg på Fyn.
Formand for Strandvængets forældreforening Bente Plaugborg mener dog, at medarbejderens værdier er vigtigere end uddannelsen.
»Så længe man har faguddannet personale ved siden af til at støtte og oplære dem, så er det ligeså vigtigt, at man har har lyst til at omgås beboerne,« siger Bente Plaugborg.
Forråelse
Ib Poulsen, formand for Socialt Lederforum, der er en sammenslutning af botilbud for udviklingshæmmede peger på, at intuition og menneskelige egenskaber ikke altid er nok, når der skal træffes svære beslutninger, og at uddannelse sikrer medarbejderne mod forråelse.
»Det handler også om at have en viden om, hvordan man som medarbejder overlever i et system, hvor afmagten kan være stor, fordi arbejdet er belastende,« siger han.
Direktør Per Holm fra Socialt Udviklingscenter frygter, at antallet af ufaglærte fremover vil stige.
»Man kan have sine bange anelser, hvis ikke det lykkes at gøre det mere prestigefyldt. Det er jo grotesk, at de, der tager sig af de svageste, får den dårligste løn og har den laveste prestige«.