Efter fire år er det nu snart slut med vågne op til Morgenhyrderne på Radio 100FM.
Ifølge radiostationens administrerende direktør, Jim Receveur, har både Radio 100FM og værterne lyst til at prøve noget nyt, og derfor siger de tre værter Lasse Rimmer, Signe Muusman og Simon Jul farvel og tak tio morgenfladen.
I stedet for vil Mads Vangsø, Eddie Michel og Martin Hjort fylde morgenfladen med programmet Farvel seng - jeg elsker dig.
- Det bliver intelligent fis og ballade, som lytterne kender det fra stationen. Men det bliver noget helt andet end Morgenhyrderne, og derfor skal der også helt nye værter til. Jeg har lokket ”Hjorten” til at blive permanent morgenmenneske og derudover shanghajet Eddie Michel, og sammen vil vi krænge vort inderste ud for at sikre, at Danmarks bedste radiolyttere fortsat vågner op til Danmarks sjoveste morgenradio, siger Mads Vangsø ifølge Eb.dk.
Simon Jul vil dog stadig kunne findes på Radio 100FM. Han vil fortsætte på stationen med sit eget program, mens Signe Muusman vender tilbage til tv-skærmen. Lasse Rimmer vil fremover bruge mere tid med sin familie og pusler desuden med planer om at prøve noget helt nyt.