Nu er det slut. Der kommer ikke flere forhandlinger med christianitterne om, hvordan Christiania skal legaliseres. Sådan lyder udmeldingen fra finansminister Thor Pedersen (V) på politiken.dk.
Tidligere i dag afviste han christianitternes forbehold over for aftalen om at lovliggøre fristaden, og besluttede, at fristaden i stedet skal lovliggøres efter regeringens plan. Dermed skrotter han det oplæg, hvor Finansministeriet havde taget højde for nogle af christianitternes protester.
- Christianitterne accepterer ikke vilkårene i aftalen og har dermed sagt nej. Og det beklager jeg, for aftalen var overordentlig gunstig for Christiania. Den indeholdt blandt andet eksperimenterende byggeri, spændende projekter og gode forhold for christianitterne, men det er faldet til jorden, siger han til politiken.dk.
- Nu går vi stille og roligt i gang med at udføre det, der står i Christiania-loven. Vi vil gerne være i dialog med Christiania, men der bliver ikke nogen ny forhandling. Christianitterne har ikke bakket op om aftalen, og deres forhandlergruppe er trådt tilbage, så der kommer ikke nye forhandlinger, siger Thor Pedersen til politiken.dk.
Christianias pressegruppe ønsker ikke at udtale sig, før de har fået en officiel udmelding fra Finansministeriet.