Den kan sprænge, hvis du rører ved bunden.
Boliggiganten Ikea tilbagekalder nu 8.000 solgte vaser fra det danske marked. Vasen har også været solgt i udlandet, og her er fem købere endt på hospitalet, efter at bunden er eksploderet i hænderne på dem.
»Vi frygter, at det også kan ske i Danmark, og den risiko vil vi ikke løbe,« siger Ikeas danske pressechef, Anne Grandt.
Det skrøbelige produkt bærer – lidt ironisk – navnet ’Parodi’. Anne Grandt opfordrer danske ejere af alle Parodi- og Apelsinvaser at levere dem tilbage til butikken, hvorefter de vil få pengene retur samt en undskyldning.
»Ja, vi beklager det da. Det er en meget utilfredsstillende situation,« siger Anne Grandt.
Det er formentlig Ikeas kvalitetskontrol af de polske producenter af vaserne, der har svigtet. Ikea oplyser, at de nu vil lave standarden for test af produkter om.
I alt cirkulerer 880.000 vaser i hele verden.