Har du købt lampen Calypso i Ikea og hængt den op, er der risiko for at du får glasskærmen i hovedet.
Derfor tilbagekalder Ikea nu Calypso-lamper, der er produceret i perioden fra 2016 uge 25 til 2017 uge 44 med datostempler 1625 til 1744.
Men allerførst beder møbelgiganten køberne om at afmontere glasskærmen.
Ikea skriver i en pressemeddelelse, at møbelhuset tager produktsikkerhed meget alvorligt:
"Alle vores produkter er testet og overholder gældende standarder og lovgivning. Trods det har vi modtaget rapporter om, at Calypso-lampens glasskærm er faldet ned".
Business Area Manager Emilie Knoester fra Ikea tilføjer, at risikoen for, at glasskærmen falder ned, er lille.
- Selvom sandsynligheden for, at det sker, er lille, er risikoen nok til, at Ikea tilbagekalder produktet. Kundernes sikkerhed har førsteprioritet i Ikea, og derfor har vi valgt at tilbagekalde dette parti som en forebyggende foranstaltning, siger hun i pressemeddelelsen.
Ifølge Ikea er der solgt cirka 75.000 lamper i Danmark fra det pågældende parti.
Sådan gør du
Den pågældende lampe med ovenstående datostempler kan returneres i alle Ikeas varehuse. Du kan vælge at få en ny og forbedret Calypso-lampe eller få prisen refunderet.
Købsbevis/kvittering er ikke nødvendig for at få pengene tilbage, oplyser Ikea.