- Desværre er omstændighederne ikke blevet bedre, og den ødelæggende krig fortsætter.
Sådan skriver Ikea i en pressemeddelelse ifølge engelske BBC og det svenske medie Aftonbladet.
I begyndelsen af marts meddelte Ikea, at forretningen i Rusland og Hviderusland var sat i bero som konsekvens af krigen i Ukraine.
Siden er situationen ikke forbedret, og det får altså nu møbelkæden til at drosle yderligere ned. Således er fire russiske fabrikker sat til salg, mens koncernens to logistikkontorer i Minsk og Moskva bliver lukket permanent.
Ikea holder desuden fortsat sine butikker i Rusland lukket, og al import og eksport til og fra Rusland og Hviderusland vil fortsat være suspenderet.
- Virksomheder og forsyningskæder over hele verden er blevet hårdt ramt, og vi kan ikke se, at det er muligt at genoptage driften foreløbig, skriver Ikea.