IKEA tilbagekalder nu flere varianter af deres populære NYMÅNE-væglamper, fordi der er risiko for elektrisk stød. Kunder, der har en af de berørte lamper derhjemme, opfordres til straks at stoppe med at bruge den og returnere den til et IKEA-varehus for at få pengene tilbage.
Tilbagekaldelsen skyldes en produktionsfejl, hvor isoleringen på et kabel er utilstrækkelig. Hvis kablet bliver beskadiget, kan det ifølge IKEA medføre risiko for elektrisk stød.
– Sikkerhed er en topprioritet hos IKEA. På trods af grundige tests er vi blevet opmærksomme på, at visse NYMÅNE-væglamper kan udgøre en sikkerhedsrisiko, lyder det fra møbelgiganten.
Disse lamper er omfattet
Det drejer sig om følgende produkter:
NYMÅNE væg-/læselampe, hvid
Artikelnummer: 203.569.09
NYMÅNE væg-/læselampe, antracit
Artikelnummer: 504.152.24
NYMÅNE væglampe dobbelt, hvid
Artikelnummer: 204.286.47
Kun lamper med datostempler fra 2217 til 2550 og med leverandørnummer 23241 er omfattet af tilbagekaldelsen. Produkter med andre datostempler eller leverandørnumre er ikke berørt.
Sådan tjekker du din lampe
Datostempel og leverandørnummer findes:
IKEA understreger, at man altid skal afbryde strømmen, før man rører ved væglampen.
Fuld refundering – også uden kvittering
Kunder kan aflevere den tilbagekaldte lampe i ethvert IKEA-varehus og få pengene tilbage. Det er ikke nødvendigt at medbringe kvittering eller købsbevis.
Har man solgt, givet eller lånt lampen ud til andre, opfordrer IKEA til, at man hjælper med at sprede budskabet om tilbagekaldelsen.
For yderligere information kan IKEA kontaktes via deres hjemmeside eller på telefon 70 15 09 09.