Med en smal 32-29 sejr på over Frankfurter HC i lørdagens returopgør på hjemmebane, spillede Ikast Bording sig videre til ottendedelsfinalerne i EHF-Cuppen.
Ikast Bordings mål var inden kampen hovedsageligt at revancere det svidende nederlag til Ålborg DH i onsdags og vise det trofaste publikum, at holdet kunne meget mere.
Men det lykkedes langt fra. Holdet, der har været meget ramt af skader, så kampen igennem rustne og umotiverede ud. Blandt andet var netop tilbagevendte Line Daugaard (nu Fruensgaard) slet ikke med i spillet i første halvleg, der bar præg af, at flere af de tilbagevendte spillere stadig var uskarpe og endnu ikke har nået topformen.
Ikast Bording, der på udebane vandt med seks mål, kunne således i dagens opgør slet ikke få spillet til at køre.
Forsvaret var for stillestående, mandskabet formåede ikke at finde de rigtige løsninger i angrebet, lavede en række tekniske fejl og brændte flere straffekast. Det var derfor ikke noget problem for Frankfurt at hænge på i løbet af kampen, og det tyske mandskab kunne gå til pause ved stillingen 14-14.
Som anden halvleg skred frem, mønstrede Ikast Bordings kvinder en del mere gejst og vilje til sejr, men Frankfurt formåede med klogt og disciplineret spil at hænge på til det sidste.
Også i anden halvleg lod især Ikast Bordings forsvarsspil meget tilbage at ønske, og i slutminutterne opstod der ligefrem spænding om resultatet.
Det var således en halv-skuffet IKast Bording træner, Ole Damgaard, der efter kampen måtte sande, at holdet langt fra fik taget den ønskede revanche og vist publikum det spil, de gerne ville.