Det er godt, at en håndboldkamp består af to halvlege. For ellers havde FCK Håndbold taget noget af en øretæve med hjem fra Ikast/Bording i den første DM-semifinale. Efter de første 30 minutter førte hjemmeholdet med 17-7 grundet en pinlig københavnsk indsats.
Gæsterne rejste sig dog i anden halvleg, og dermed er der trods alt endnu masser på spil i returmødet på Frederiksberg på onsdag.
»Men den enkelte skal give lidt mere, som jeg ser det. Det havde krævet meget held, hvis vi skulle hente dem, men vi satsede på det, og stor cadeau til pigerne, der viste god moral. Det er vigtigt i forhold til de forhåbentlig to næste opgør,« sagde FCK-træner Thomas Hylle til DR efter kampen.
Skulle finde gearet
Det københavnske sats var nær lykkedes, da de sortblusede reducerede til 17-19 midt i anden halvleg, men Ikast/Bording fik rystet usikkerheden af sig og fundet tilbage til sejressporet.
»De kommer med et andet tryk, og vi bliver lidt stressede og er ikke så dygtige i vores forsvarsspil. Sådan er det nogle gange, når man har så stor en føring. Man skal lige finde gearingen igen, og det lykkedes heldigvis,« sagde Ikast/Bordings Line Fruensgaard.
I den anden DM-semifinale vandt Viborg i lørdags første opgør over Slagelse med 25-20. Slagelses Maja Savic risikerer karantæne i returmødet, fordi hun gav publikum fingeren.