Bestyrelsesformand i FCK Flemming Østergaard kan altid købe sig et hus på landet og slå sig ned som spåmand, hvis han en dag lægger forpligtelserne i FC København på hylden.
Den gode Østergaard havde i kampprogrammet før kampen i kvindernes håndboldliga mellem FCK og Ikast-Bording forudset, at det ville blive en tæt og intens kamp, og den profeti holdt i den grad stik.
Det var ikke til at se, at der var seks point og tre pladser mellem de to hold før dagens kamp. Ikast løb dog i sidste ende med sejren på 27-24, og ligner et godt bud på den fjerde og sidste slutspilsplads.
De to hold fulgtes ad igennem hele kampen, hvor den største føring undervejs var på fire mål til Ikast mod slutningen af første halvleg.
Den fik FCK dog hurtigt halet ind på, så de to hold kunne gå i omklædningsrummet ved stillingen 17-15 til Ikast-Bording.
Især fløjene på de to hold gjorde sig positivt bemærket i de første 30 minutter med tilbagevendte Josephine Touray og Ikast Bordings Raghild Aamondt i spidsen.Kampen tog en lidt anden drejning fra anden halvlegs start, hvor de to målmænd stjal billedet med flere klasseredninger.
Det var dog FCK, der først fik brudt scoringskrisen, og herefter forsatte de to hold, hvor de slap i første halvleg, til store tilfredshed for de 896 tilskuere i Frederiksberghallen, hvor lydbilledet var præget af FCK slagsange, om end en lille skare Ikast tilhængere også bidrog godt til stemningen.
De sænkede dog lydniveauet et par decibel, da FCK for første gang i kampen bragte sig foran med to mål ved stillingen 23-21 med 12 minutter igen.
Ikast fik dog udlignet fem minutter senere, og vi skulle helt hen til to minutter før tid, før kampen fandt sin afgørelse.
Her bragte Ikast-Bordingsig foran med 26-24, en føring de udbyggede til slutresultatet 27-24.
Så Flemming Østergaard kan i hvert fald prale med sin evne til at forudse, om end han nok gerne havde set, at FCK-spillerne havde sejret i det intense og nervepirrende opgør.
For med sejren til Ikast-Bording har hovedstadsklubben nu otte point op til jyderne på den fjerdeplads, der giver den fjerde og sidste plads i slutspillet.