Pokalsejren over Slagelse DH 30. december har tilsyneladende givet Viborg HK’s damer blod på tanden. Onsdag aften mødte de endnu et tophold i den kvindelige håndboldliga, Ikast Bording. Og midtjyderne led samme skæbne. Viborg vandt det målrige opgør 39-35. Det resultat sender Ikast Bording en plads ned i den samlede stilling og holdet ligger nu blot nummer fire. Ikast blev overhalet af Ålborg DH, der tidligere på aftenen vandt et tæt opgør over SK Århus. Med sejren hænger Viborg på i toppen med fem point op til førerholdet Slagelse.
Derimod var det ikke muligt at finde en vinder i opgøret mellem Team Esbjerg og GOG Svendborg TGI, der spillede uafgjort 22-22. Det uafgjorte resultat betød, at GOG blev overhalet indenom af FCK Håndbolds kvinder, som til gengæld formåede at vinde deres kamp over Randers HK 24-21. Således ligger FCK Håndbold nu på sjettepladsen blot to point efter dagens modstander på femtepladsen.
KIF Vejen vandt desuden et vigtigt udebaneopgør mod Horsens HK 31-25 i kampen om at rykke fri af nedrykningsstregen.