Håndboldligaklubben Ikast-Bording EH og den norske playmaker Kari-Anne Henriksen er blevet enige om at forlænge samarbejdet med to sæsoner, så parterne nu har en aftale frem til udgangen af juni 2009.
Efter en række skadesplagede sæsoner har den 26-årige Kari-Anne Henriksen i de sidste halvandet år tilkæmpet sig en nøglerolle i IBEH. Først som substitut for den skadede Gro Hammerseng, siden som erstatning for Tanja Milanovic.
»Kari-Anne Henriksen blev oprindeligt hentet som gardering, men hun har fået en langt større rolle end oprindeligt tiltænkt. Hendes fysik er blevet styrket, så hun nu til stadighed kan præstere på det højeste niveau,« siger IBEH-træner Ole Damgaard.
Den tidligere Tertnes-spiller er ikke aktuel i den norske EM-trup, men hun var dog med til at vinde EM-sølv for Norge i 2002 og gjorde senest et fordelagtigt indtryk på den norske landstræner Marit Breivik, da Norge i efteråret var på træningsophold i Ikast.
I den skadede Katja Nybergs fravær kan Kari-Anne Henriksen se frem til at få en central rolle i en travl januar med vigtige ligaopgør mod Viborg HK og Aalborg DH samt to EHF Cup-kampe mod tyske Frankfurt.