Ragnhild Aamodt har været en af efterårets helt store oplevelser i Ikast-Bordings håndboldkampe. Så derfor er jyderne rigtigt glade for, at den 26-årige norske højrefløj netop har forlænget sin kontrakt med klubben for yderligere to sæsoner, så hun nu er i klubben frem til 30. juni 2009.
Ragnhild Aamodt, der kom til det midtjyske i sidste sæson, har været synonym med Ikast-Bordings gode efterår, og i de kommende uger har hun alle muligheder for at blive en af EM-slutrundens mest seværdige spillere for Norge, som alle venter når langt i turneringen.
»Vi er meget tilfredse med at Ragnhild Aamodt bliver i klubben til sommeren 2009. Hvor hun brugte den første sæson til at finde sig til rette på holdet, har hun i dette efterår præsteret på et konstant højt niveau. Blandt andet har hun profiteret af, at der er stor opmærksomhed på vores bagkæde og slået til med afgørende mål i tætte kampe,« siger klubbens træner Ole Damgaard.
Den blot 163 centimeter høje, men meget eksplosive Aamodt, kommer oprindeligt fra klubben Skjeberg HK i det østlige Norge tæt på grænsen til Sverige. Efter et ophold i GOG/Svendborg er hun noteret for et halvt hundrede klubkampe for IBEH. I 76 A-landskampe for Norge er det blevet til 193 scoringer. I 2004 vandt Ragnhild Aamodt EM-guld med Norge.