Der var kolde fadbamser og sprøde pølser på grillen, da Rasmus Nøhr med sit Danmark Dejligst-koncept i sommer optrådte på Ørslev Stadion. Men festivalen har fået et kedeligt efterspil.
- Rasmus Nøhr skylder os cirka 10.000 kroner, siger Anders Jensen, formand for Ørslev GIF, til Sjællandske.
Ifølge idrætsformanden skal Ørslev GIF have 12 procent af salget fra øl og mad, men den kendte musiker vil ikke slippe skillingerne.
- Han har opfundet alle mulige leverandør-udgifter, som han mener, vi skal være med til at betale, siger Anders Jensen til Sjællandske.
Efter et hav af mails frem og tilbage er Ørslev GIF’s tålmodighed med Rasmus Nøhr sluppet op.
- Han ryger til inkasso, siger Anders Jensen.
Rasmus Nøhr er iskold over udsigten til at skulle få en inkasso-sag på halsen:
- Jeg tror ikke, det bliver til noget. Vi holder os helt tæt til den drejebog og kontrakt, som er sendt ud, skriver han i en mail til Sjællandske.
I Stege havde syv mønske foreninger i sommer også besøg af Danmark Dejligst-karavanen.
- Vi har afsluttet vores regnskab med dem. Det er fint nok, men det er ikke noget, vi gentager en anden gang. Så har jeg sagt det pænt, siger Thomas Stecher fra Møn Håndboldklub.
Sjællandske