Der bliver ingen officiel dansk boykot af åbningsceremonien ved De Olympiske Lege i Beijing. Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag fra Riksgränsen i Nordsverige, hvor han er til nordisk globaliseringsforum. Statsministerens udmelding overrasker ikke direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt.
»Jeg tror ikke, der er nogen, der havde forventet, at det officielle Danmark ville boykotte åbningsceremonien. Det ville også se lidt mærkeligt ud, at man udebliver fra åbningsceremonien og så samarbejder med Kina i alle mulige andre sammenhænge.«
»Uheldigt«
Med sin udmelding lægger Anders Fogh Rasmussen afstand til kulturminister Brian Mikkelsen (K), der søndag vakte opsigt med en trussel om boykot af OL s åbningsceremoni, hvis ikke Kina forbedrede deres håndtering af menneskerettighederne.
Ifølge Henrik Brandt understreger OL-debatten, at Kronprins Frederiks IOC-kandidatur medfører et dilemma.
»Som IOC-medlem bliver man nødt til at træffe sine egne beslutninger. Nu har man godt nok sagt, at kronprinsen kunne spørge regeringen i store politiske spørgsmål, men hvem er det lige, han skal spørge, når regeringen er uenig? Sportens minister eller statsministeren? Samtidig er det ud fra et idrætspolitisk synspunkt uheldigt, hvis kronprins Frederik bliver opfattet som regeringens repræsentant i IOC.«
De Oplympiske Lege afholdes i Beijing til august.