I aftes havde TV3 premiere på den nye sæson af USAs mest sete TV-show nogensinde - American Idol
Hver dag hele ugen sender de et afsnit fra de underholdende auditions og første afsnit nåede et seertal på 100.000.
- Nu glæder vi os til at se seertallene for resten af ugen, for det giver en god indikation af, hvor godt det kommer til at gå med American Idol , når vi fra næste uge sender hver fredag aften, fortæller TV3s pressechef Søren Hedman.
Dermed melder TV3 sig også ind i kampen om tv-seerne fredag aften.
I forvejen konkurrerer TV 2 s Varm på is med DR s X Factor - en konkurrence, som DR1 vandt i fredags med 1.1 mio seere mod TV 2 s blot 742.000.
TV3 har valgt at sende American Idol klokken 21.00, hvilket betyder, at det ikke kommer i direkte kambolage med TV2 og DR1, der starter klokken 20.00. Men da både X Factor og Varm, på is først slukker for kameraerne klokken 21.50, vil der blive endnu stærkere konkurrence om tv-seerne, når TV3 kommer på banen.
American Idol er i øvrigt USAs mest sete Tv-show nogensinde. Alene premieren på syvende sæson d. 15. januar havde omkring 32 mio. seere.