26-årige Fantasia Barrino, som vandt titlen som 'American Idol' tilbage i 2004, fik for nyligt nok af alting og ønskede ikke at leve mere.
Således forsøgte hun at tage sit eget liv med en overflod af panodiler og sovepiller. Der var ingen tvivl hos Idol-vinderen, hun ønskede kun at dø.
Det skriver people.com.
"Jeg havde ingen kræfter tilbage i mig. Jeg var ligeglad med alt, og jeg ville bare væk," siger Barrino i et interview til tv-kanalen VH1.
Efter sejren i det superpopulære talentshow så det ellers ud til at gå fremragende for den nyudklækkede stjerne. Hendes første album 'Free yourself' var i 2006 nomineret til seks grammyer. Også sangerindes andet album 'Fantasia' høstede kæmpe anerkendelse, og fik i 2008 Fantasia til at vinde sin første grammy.
I dag udkommer Fantasias tredje album 'Back to me', men glæden over en succesfuld karriere har åbenbart ikke været nok for R'n'B sangerinden.
"Jeg sad bare inde i mit skab og kiggede mig i spejlet, mens jeg tog alle pillerne i glasset. Jeg ville bare sove væk og få fred. Jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde. Man kan ikke spise et helt glas piller ved et uheld," lyder forklaringen fra Fantasia.