Efter et fire måneders ophold i USA ankom Ida Auken søndag til Danmark. Hun nåede ikke at sige farvel til sin onkel, Svend Auken, der døde tidligt i morges.
"Jeg kom hjem søndag morgen, og der var han allerede væk. Jeg nåede ikke ind at se til ham, men der var jo mange, der var tæt på Svend. Det er det rigtige, at vi først kom nu, så de andre kunne være der først," siger hun til eb.dk.
Ida Auken er ked af, at hun ikke nåede at sige farvel, men er ikke bitter. Sidst hun snakkede med Svend Auken, var før hun tog til USA, hvor de snakkede om Danmarks fremtid.
"Det er Svend, der har sat Danmark på verdenskortet inden for klima og miljø. Jeg er rigtig ked af jeg ikke kommer til at se ham til klimatopmødet. Han stoppede jo ikke. Selv i sidste øjeblik var der så meget liv i ham. Han fyrede vittigheder af og var glad," siger Ida Auken.
Ida Auken har lige som sin nu afdøde onkel miljø og klima som sit politiske hjertebarn.