Efterfølgere plejer som regel ikke at være lige så populære i biografen som den første film.
Men for Ice Age-filmene er det en anden historie. Den seneste og tredje film 'Ice Age: Dinosaurerne kommer' har nemlig omsat over dobbelt så meget som den første film.
Og det har givet 20th Century Fox og animationsselskaber Blue Sky Studios blod på tanden til at lave en fjerde film om de populære uddøde dyr fra istiden.
Titlen på den næste film er 'Ice Age: Continental Drift' og får premiere i de amerikanske biografer den 13. juli 2012. Det skriver commingsoon.net.
Desuden vil filmen ligesom mange af de andre biografaktuelle film være i 3D.
De tidligere tre Ice Age-film har tilsammen omsat for knap 2 milliarder kroner, hvor den seneste hev 884 millioner kroner hjem.
Dermed er det ikke så underligt, at filmskaberne har hevet tegnebrættet frem endnu engang.