De skulle have været på skinnerne i 2003, men nu skulle det være sikkert: I næste uge kører de første IC4-tog med passagerer.
Trafikstyrelsen har givet DSB tilladelse til at køre de nye IC4-tog med passagerer på strækningen mellem Århus og Aalborg.
- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at vi nu endelig har fået tilladelse til at køre med passagerer med IC4-toget. Det har vi ventet på i lang tid, også for lang tid, og det er klart utilfredsstillende. Men nu glæder vi os til at kunne køre med kunder mellem Århus og Aalborg - formentlig fra en gang i næste uge, siger administrerende direktør i DSB, Søren Eriksen.
Prøvekørsel
IC4-togene blev første gang prøvekørt uden passagerer i den almindelige togtrafik i februar i år. De kommende dage vil DSB prøvekøre togene, inden passagerer bydes ombord engang i næste uge.
Det er italienske Ansaldobreda, der leverer 83 IC4-tog til en pris af fem milliarder kroner. Aftalen om de nye tog blev indgået i år 2000 med levering i slutningen af 2002. Det blev senere udskudt til midten af 2003, men her i 2007 har IC4-togene endnu ikke overtaget de danske skinner.
Efter jomfruturen i næste uge skal togene teste i sammenkoblet trafik og tunnelkørsel, og der vil derfor gået lidt tid endnu, inden den endelige godkendelse af togene falder på plads, og IC4 vil begynde og erstatte de gamle IC3-tog.